Kongens Have, Odense. Tryghedsskabende belysning
2025
Lightscapes har stået for en gennemgribende fornyelse af belysningen i Kongens Have i Odense – en af Danmarks ældste og smukkeste byparker. Målet har været at skabe en belysning, der gør parken til et trygt og indbydende sted at færdes efter mørkets frembrud, uden at gå kompromis med havens historiske karakter. Løsningen tager udgangspunkt i havens organiske stiforløb og eksisterende træer frem for en traditionel, ensartet stibelysning.
Armaturerne er placeret tæt ved træerne og har et enkelt, diskret udtryk, så de indgår roligt i haveanlægget. Lyset er rettet mod udvalgte punkter i trækroner, på stier og grønne flader, hvilket skaber bedre rumlig forståelse og lange kig gennem haven. På den måde bliver det lettere for besøgende at orientere sig og aflæse stiforløbene efter mørkets frembrud.
Af hensyn til biodiversiteten har lyset en varm tone og det generelle lysniveau er holdt lavt. Projektet demonstrerer således også at tryghedsskabende belysning skabes ved at balancere lys og mørke fremfor at skabe store kontraster
I samarbejde med Mimi Ravn.
